Music Performance

Kandidatuddannelsen Music Performance er en toårig uddannelse, der giver dig mulighed for at fordybe dig i videreudviklingen af din kunstneriske profil. Uddannelsen fokuserer på det performative, både live og i studiet, gennem et forløb som veksler mellem udforskende kunstnerisk praksis og refleksion. Du vil få indflydelse på uddannelsens indhold så det tilpasses din kunstneriske profil og udvikling, med mulighed for at styrke dine kompetencer som skabende og udøvende musiker. Studieforløbet veksler mellem holdundervisning og individuel vejledning. Der vil også være et obligatorisk eksternt semester, og du får tilbud om at deltage i samarbejdsprojekter på tværs af både RMC’s egne uddannelser og Holmens øvrige kunstskoler. Uddannelsen har et markant fokus på udvikling af dine entreprenørielle kompetencer og giver dig direkte adgang til konservatoriets omfattende nationale og internationale netværk.

HVORDAN SØGER JEG OM OPTAGELSE?

Det kan du læse om nedenfor. Læs teksten under ANSØGNING og OPTAGELSESPRØVE grundigt, inden du opretter en ansøgning i Varbi Admission. Der er åbent for ansøgninger i perioden 2. januar 2019 kl. 00:00 - 28. februar 2019 kl. 23:59.

Se også generel information om ansøgning og optagelse HER

 

Ansøgning

Hvem kan søge?

Du skal have bestået enten bacheloruddannelsen Musiker fra RMC, en relevant bacheloruddannelse fra et andet dansk musikkonservatorium eller en relevant bacheloruddannelse fra et udenlandsk musikkonservatorium.

Konservatoriet kan ud fra en konkret vurdering anerkende andre kunstnerisk baserede bacheloruddannelser i musik som adgangsgivende.

Vær opmærksom på, at konservatoriets kandidatuddannelser har et begrænset antal studiepladser, og at du bliver optaget på baggrund af en konkret bedømmelse af dine evner og færdigheder.

HVOR SKAL MAN SØGE?

Du skal søge om optagelse online via RMCs Varbi Admission-system

Her skal du oprette en profil, udfylde ansøgningsskemaet og uploade relevante filer. Krav til ansøgningens indhold er beskrevet nedenfor og i selve ansøgningsskemaet.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

I ansøgningsskemaet vil du blive bedt om at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvad er dine kunstnerisk mål/visioner? (500-1000 anslag)
  • Hvad mener du, at du skal kunne, for at blive i stand til at nå dine mål? (500-1000 anslag)
  • Hvad mener du, at du skal vide noget om, for at blive i stand til at nå dine mål? Og hvordan arbejder du med at udvikle din viden? (500-1000 anslag)
  • Angiv 2-3 eksempler på projekter (emne/indhold, projektform), som du kan forestille dig at arbejde med i løbet af kandidatuddannelsen. (500-1000 anslag)
  • Personlig portfolio – beskrivelse: Beskriv kort hvilke overvejelser, du har gjort dig om den uploadede musik. (Max 1000 anslag)

I ansøgningen vil du blive bedt om at uploade følgende:

  • Personlig portfolio - musik: 2-3 lydeksempler på projekter, som du har været kunstnerisk ansvarlig for, og som du mener giver et godt billede af, hvem du er som skabende, udøvende musiker. (Samlet varighed for de 2-3 eksempler: 5 minutter). Afleveringsformat: MP3
  • Personlig portfolio – creditliste: En creditliste med præcis angivelse af din egen og eventuelt andres roller i forbindelse med tilblivelsen af hver af de uploadede lydeksempler. Afleveringsformat: PDF
  • Dokumentation for afsluttet eller forventet afsluttet bacheloruddannelse.
    Dvs. enten eksamensbevis inklusiv Diploma Supplement eller studiebevis der dokumenterer studiefremdrift, indhold af beståede fag og at du afslutter din bacheloruddannelse senest 1. juli 2019. Afleveringsformat: PDF

Øvrige bilag vil ikke indgå i bedømmelsen.

Optagelsesprøve

Tidslinje for optagelse på Kandidat Music performance

  • Frist for aflevering i Varbi: 28. februar 2019 kl. 23.59
  • Indkaldelse til indstillingsprøve eller afslag på ansøgning: Senest 8. marts
  • Indstillingsprøver: Uge 14
  • Svar på indstillingsprøven - Tilbud om studieplads eller afslag: 10. april.
  • Studiestart: 19. august 2019

HVEM KOMMER TIL INDSTILLINGSPRØVE?

Alle ansøgere, der opfylder adgangskravet, kommer til en indstillingsprøve på konservatoriet.

Hvis du har bestået en relevant dansk eller udenlandsk bacheloruddannelse i musik, der ikke er direkte adgangsgivende, vil du få din sag behandlet individuelt. Hvis din ansøgning bliver godkendt, kommer du til en indstillingsprøve. Generelt gælder det, at jo nærmere uddannelsen er beslægtet med den kandidatuddannelse, du søger på RMC, jo større vil muligheden være for, at ansøgningen bliver godkendt.

indstillingsprøvens Form og indhold

Indstillingsprøven består af en koncert og en samtale.

  • Koncert
    Du spiller et selvvalgt repertoire med egen gruppe (minimum én anden person, som synger eller spiller et instrument). Repertoiret skal indeholde materiale komponeret og/eller arrangeret af dig selv.
    Varighed: 10 minutter inklusiv eventuelle skift.
  • Samtale
    Samtale med panelet, der tager udgangspunkt i din koncert, din personlige portfolio og din skriftlige ansøgning. Du gennemfører samtalen alene over for et panel bestående af to bedømmere.
    Varighed: 10 minutter.

Efter indstillingsprøven foretager panelet en samlet bedømmelse af koncerten, samtalen og din personlige portfolio. Der bliver lagt vægt på dit kunstneriske og faglige niveau samt på din studieprojektplan.

EFTER PRØVEN

OPTAGELSE

Efter indstillingsprøven træffer konservatoriet afgørelse om hvem der skal optages. Udvælgelsen sker på baggrund af resultaterne fra prøven, og tager desuden hensyn til musiklivets behov. På grund af det begrænsede antal studiepladser kan konservatoriet ikke garantere at alle kvalificerede ansøgere bliver optaget.

Venteliste

Et mindre antal kvalificerede ansøgere, som ikke bliver optaget på grund af begrænsede studiepladser, bliver tilbudt en ventelisteplads. I perioden frem til den 1. juni kan ansøgere, som er på venteliste, blive tilbudt en studieplads.

Sygdom i forbindelse med indstillingsprøven

Sygdom skal dokumenteres med lægeerklæring, hvis du ønsker at få mulighed for at gå til sygeprøve. RMC skal have din lægeerklæring senest tre dage efter det fastsatte tidspunkt for din prøve. Konservatoriet fastsætter tidspunktet for en eventuel sygeprøve, og du vil få besked hurtigst muligt. Det vil ikke være muligt at gå til sygeprøve på andre tidspunkter end det af konservatoriet udmeldte tidspunkt. Du skal selv betale for lægeerklæringen.

Sprog ved indstillingsprøven

Indstillingsprøven gennemføres normalt på dansk. I de tilfælde, hvor en ansøger ikke taler eller forstår dansk, gennemføres prøven på engelsk.

Uddannelsens opbygning

Kandidatuddannelsen er normeret til 120 ECTS-point, som svarer til to årsværk á 1.620 timer. Et årsværk omfatter alt arbejde i forbindelse med studiet, herunder undervisning, selvstudier, prøver og alle øvrige uddannelsesrelaterede aktiviteter.

Kandidatuddannelsen er et studie på videregående niveau, hvor der bliver lagt vægt på fordybelse, individuelle valgmuligheder og innovation med henblik på at styrke din kunstneriske profil.

Undervisningen er i høj grad tilrettelagt som selvstændigt projektarbejde, hvor du inden for uddannelsens rammer – og på baggrund af individuel, faglig vejledning – selv tilrettelægger projektets indhold og forløb. Desuden foregår den ugentlige undervisning både på hold og individuelt, og nogle fag læser du sammen med studerende på konservatoriets andre kandidatuddannelser.

Der er i løbet af uddannelsen gode muligheder for at samarbejde med andre af konservatoriets studerende – både på egen og andre uddannelsesretninger – samt med studerende fra de øvrige kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Holmen.

Uddannelsens fag er Music Performance, Valgfag, Entreprenørskab og Kandidatprojekt, hvoraf det helt centrale fag er Music Performance. I faget arbejder du primært med dine egne, selvstændige projekter, men du kommer også til at deltage i projekter, hvor konservatoriet sætter rammerne.

Uddannelsens 3. semester er et obligatorisk eksternt semester, som for eksempel kan bestå af udveksling hos en anden uddannelsesinstitution eller praktik hos en ekstern partner.

Uddannelsen afsluttes med et selvdefineret kandidatprojekt inden for faget Music Performance, som udmønter sig både i en digital aflevering, en offentlig koncert og en skriftlig rapport, hvor du præsenterer dine refleksioner omkring projektet.

I tabellen nedenfor kan du se, hvordan fag og ECTS-point fordeler sig på uddannelsen.

FAG

1. SEM

2. SEM

3. SEM

4. SEM

ECTS PR. FAG

Music Performance

15

15

 

 

30

Entreprenørskab

5

5

 

 

10

Eksternt, integreret modul

 

 

30

 

30

Valgfag

10

10

 

10

30

Kandidatprojekt

 

 

 

20

20

ECTS i alt

30

30

30

30

120

I uddannelsens studieordning kan du læse mere om uddannelsens formål og opbygning samt finde uddybende beskrivelser af uddannelsens enkelte fag – klik på linket til højre.

Uddannelsen er et fuldtidsstudium, og der er mødepligt til undervisningen. Undervisningssproget er som udgangspunkt dansk, dog udbydes enkelte forløb også på engelsk. Undervisning med udenlandske gæstelærere eller i forbindelse med studierejser vil dog typisk foregå på engelsk.

Karrieremuligheder

Uddannede kandidater fra Music Performance finder beskæftigelse som freelance musikere i bands, som solist eller i forbindelse med teater-, tv- og filmproduktioner. En del uddannede arbejder endvidere som komponister, sangskrivere og producere i egne såvel som i andre kunstneres projekter. Beskæftigelsesmulighederne er afhængige af både markedskonjunkturer i branchen og kulturpolitiske prioriteringer og kan derfor være stærkt svingende.

Mathias Holm, dimitteret i 2012


Hvor arbejder du i dag?
Jeg arbejder primært som udøvende musiker og komponist. Lige nu bruger jeg det meste af min tid på at færdiggøre min debutplade. Derudover spiller jeg med indiejazz-bandet Girls in Airports og et par andre bands.

Hvorfor valgte du at studere Musiker?
Jeg søgte ind på RMC lige efter gymnasiet. Jeg var temmelig skoletræt, og dengang opfattede jeg musikerlinien som mere musik end skole. Desuden havde flere af mine forbilleder gået på musikerlinien, så det – syntes jeg – var sejt. Jeg tænkte ret ubekymret, at jeg nok skulle lære at undervise senere, hvis jeg ville det. 

Hvad var det vigtigste, du fik ud af uddannelsen?
Jeg brugte det meste af tiden på RMC i den tro, at jeg skulle lære noget andet end det, jeg egentlig gerne ville lære. Det var først på kandidaten, at jeg begyndte at komme ud af forvirringen. Men jeg har haft stor glæde af blandt andet hovedfagstimerne, hvor der altid har været højt til loftet. Det vigtigste ved RMC var det at være der sammen med nogle fantastiske folk.

Undervisere

Herunder kan du se en liste over undervisere på uddannelsen i efteråret 2018, både fastansatte og timelærere.

RMC lægger ved sammensætning af lærergruppen vægt på diversitet, hvad angår genre og faglighed.

Du tilbydes som studerende et bredt spekter af faglige impulser fra såvel fastansatte lærere som timelærere og eksterne kursuslærere.

Inden for uddannelsens centrale fagområder vil den del af undervisningen, der varetages af fastansatte lærere, som udgangspunkt ikke overstige to tredjedele af det samlede timetal.

I forbindelse med kurser, projekter og lignende vil du desuden have mulighed for at møde en lang række eksterne undervisere.

Music Performance:

Anders Mathiasen

Kasper Tranberg

Torben Snekkestad

Søren Kjærgaard

Simon Toldam

Jens Skou Olsen

Nis Bysted Andersen

Lars Greve

Anders Mathiasen

Kresten Osgood

Kasper Tranberg

Marcus Winther-John

Jeppe Just Christensen

Pablo Llambias

 

Entreprenørskab:

Christian Taagehøj

Carolina Eccheveri

 

Eksternt Integreret Modul:

Jacob Anderskov

Kasper Tranberg

Anders Mathiasen

 

Valgfag:

August Wanngren, Niklas Schack, Diana Tørsløv, Jacob Eriksen, Morten Büchert, Lars Greve, Marcus Winther-John, Jeppe Zeeberg, Rasmus Kjærgaard, Kresten Osgood, Anders Banke, Mads Emil Nielsen, Thorsten Høeg, Pablo Llambias, Flemming Agerskov, Jeppe Just, Kasper Tranberg og Marc Facchini-Madsen.

Om RMC

Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) tilbyder den højeste uddannelse inden for rytmisk samtidsmusik – et mangefacetteret begreb, som rummer vidtforgrenede udtryksformer inden for blandt andet rock, pop, jazz, urban, metal og elektronisk musik.

 

Rytmisk samtidsmusik er en skabende og performativ kunstform, som bygger på et grundlag af dybe faglige og kulturelle traditioner.

 

På RMC er rytmisk samtidsmusik karakteriseret ved åbenhed, nysgerrighed, mangfoldighed og kritisk stillingtagen.

RMC's vision 2019-2022

RMC er en pionér blandt uddannelses-, videns- og kulturinstitutioner inden for samtidsmusik.

 

På RMC udvikler studerende og ansatte sig i et dynamisk miljø baseret på inspirerende dialog og nyskabende udforskning.

 

RMC uddanner fremtidens innovatorer, som skaber musik og musikopleveler, der beriger og bevæger.

 

Båret af dyb indsigt og højt udviklet kunnen træder RMC’s dimittender aktivt ind i samfundet og forløser potentialer i et mangfoldigt netværk af relationer, både lokalt og globalt.

Uddannelsesansvarlig

Uddannelses-koordinator

Claus Finderup

cf@rmc.dk